Dansk som andetsprog 0-3 år

Jeres barn er i gang med at lære to eller flere sprog. Det er vigtigt, at barnet lærer alle sine sprog, dvs. både sit modersmål og sit andetsprog. Tal det sprog derhjemme, som er mest naturligt for Jer. I nogle familier taler man mange forskellige sprog, i andre familier taler man kun ét sprog. Det er helt naturligt, hvis barnet blander sprogene i begyndelsen.

Barnet kan lære flere sprog samtidigt. Men for nogle børn kan det tage lidt længere tid.

Flersprogede børn begynder ikke at tale senere end andre børn. Det er vigtigt, at I taler meget med jeres barn, og at I har mange fælles oplevelser, som I snakker om.

Børn lærer bedst sprog gennem leg og ved at bruge kroppen og alle sanserne.

En legende tilgang i relationen med barnet støtter bedst barnets sproglige udvikling.

I kan hjælpe jeres barn med at lære sprog ved dagligt at gøre nogle af de ting, som I kan læse om her på siden.

Modersmål

Modersmålet er det første sprog, dit barn lærer. Det er følelsernes sprog, og vores kropssprog er tæt knyttet til modersmålet. Modersmålet er det sprog, man generelt er bedst til. Et godt udviklet sprog på modersmålet, gør det lettere at lære et nyt sprog.

Sproglige kompetencer

Stærke sproglige kompetencer har en afgørende betydning for barnets muligheder for at udvikle sig personligt, socialt og læringsmæssigt i både dagtilbud og skole, og giver barnet bedre muligheder for at klare sig godt senere i livet. Det har stor betydning, at børn udvikler et stort ordforråd i 0-6 års alderen, fordi størrelsen af ordforrådet i 0-6 års alderen hænger sammen med barnets faglige udvikling igennem hele skoleforløbet.

Forældre har en særlig rolle i forbindelse med børns sproglige udvikling. I er sammen med barnet de fleste timer i døgnet, og har de tætteste følelsesmæssige relationer. Børn lærer bl.a. sprog ved at efterligne forældrenes måde at bruge sproget på.

Tosprogedes sprogtilegnelse

Tosprogede børn lærer sprog på samme måde som etsprogede. Det tager ca. 1-2 år at lære daglige kommunikative kompetencer på andetsproget, mens det kan tage 5 år eller længere tid at opnå et skolefagligt sprog, der ligner etsprogedes. Derfor kan man ikke måle tosprogede børns sprogudvikling ud fra den alderssvarende etsprogede norm. I stedet for må man se på, hvad man kan forvente af det enkelte barn ud fra hvor lang tid, det har lært dansk.

Tosprogede børn vil derfor ofte have forsinkelser i deres dansksproglige udvikling, uden at det betyder, at de har sproglige problemer. Forsinkelser kan også skyldes for lidt sprogligt input fra barnets relationer med voksne og andre børn.

Kognitive og sproglige fordele

Det tosprogede barn lærer samlet set mere sprog og mere om sprog end etsprogede børn. Tosprogede får en viden om to sproglige systemer.

Tosprogede kan sammenligne sætningsstruktur, bøjningsformer, skriftsprog, udtale m.m. på de forskellige sprog, og kan dermed nemmere forstå et sprog som et system, der skal læres.

Ordforråd

Tosprogedes ordforråd er fordelt på to sprog. Fordelingen af ordene er påvirket af hvilken sammenhæng, de kendes fra og bruges i.

Der vil være ord, som hører til i hjemmet på modersmålet.

Der vil være ord, som den tosprogede kender på dansk, men ikke kender på modersmålet. Hvis barnet samlet set har et alderssvarende ordforråd, er det tegn på, at barnet ikke har sproglige problemer, men blot mangler mere tid og mulighed for at tilegne sig mere dansk.

Kodeskift

Tosprogede bruger ofte ord eller vendinger fra det ene sprog, når de taler det andet sprog.

Dette kaldes kodeskift. Tosprogede gør det nogle gange, fordi de mangler et ord på det ene sprog, som de kender på det andet sprog. Det kan hjælpe til, at de kan udtrykke det, de gerne vil i kommunikationen. Der kan være flere grunde til, at barnet bruger kodeskift, men det er ofte et uproblematisk udtryk for, at den tosprogede bruger ressourcer fra begge sprog.

Mere information

Læs mere om flersproget sprogtilegnelse på sprogsporet.dk

Efter fødsel bruger barnet alle sine sanser, og i løbet af kort tid udvikles dialogen imellem barn og den voksne. Barnet kigger på den voksnes ansigt, hvor øjenkontakt etableres. Dette er den første kommunikation, som barnet oplever.

Alle former for samvær med barnet skal bygge på en samtale. Når barnet endnu ikke har sprog, benyttes kropsprog og mimik meget, samtidigt med at man sætter ord på. Man sætter ord på barnets signaler og kropssprog.

Snak meget med dit barn, lige fra barnet er født. Dit barn lærer sprog, når I sammen kigger på ting og snakker om, hvad I kigger på.

  • Sæt ord på de ting, barnet kigger på
  • Tag fx en genstand frem og fortæl om det
  • Sæt ord på barnets handlinger f.eks. ”Du rækker ud efter legetøjet
  • Sæt ord på egne handlinger f.eks. ”Nu kigger jeg på mælken. Og sætter den i køleskabet”.

Find inspiration og ideer til sprogstimulering her:

Læs og fortæl for dit barn

Lad barnet lege med bøger. Bøger kan være blandt barnets første legetøj. Helt små børn, der leger med bøger, lærer mere sprog og har mere interesse for bøger senere.

I kan snakke sammen om billederne i bogen. Følg barnets interesse, når det ser på billederne, vent og giv tid, så barnet får mulighed for at komme med lyde eller ord.

Find ideer til gode bøger på sprogsporet.dk(Åbner i nyt vindue)

Barnets sproglige udvikling styrkes også af:

  • Hukommelse
  • Opmærksomhed
  • Følelsesmæssig regulering
  • Behovsudsættelse

Er du i tvivl?

Nogle børn kan have sproglige udfordringer, som f.eks.:

  • Begynder ikke at bruge sproget
  • Har en forsinket sprogudvikling
  • Har vanskeligheder ved at udtale sproget

Hvis du er bekymret for dit barns sprogudvikling, udtale eller kommunikation, kan du læse mere på siden om "Tale, hørelse og sprog":

Se også...

Flersprogsvejleder

Kontakt flersprogsvejleder

Flersprogethed i skolen

Læs om dansk som andetsprog i skolen. Lær om de forskellige niveauer fra A til E.

Flersprogethed 3-6 år

Læs om flersprogethed hos børn i alderen 3-6 år. Læs om opmærksomhedspunkter og hvordan du kan understøtte sprogudviklingen hos flersproget elever.