Forsinket sprog 0-3 år
Et lille barn kan kommunikere længe før, det begynder at tale. For eksempel ved at smile, græde, sige lyde, pege eller række ud efter noget eller nogen.
Efterhånden, som det bliver ældre, vil barnet begynde at bruge lyde, ord og små sætninger. Nogle børn er hurtige til at lære at tale. Andre børn begynder senere og lærer det langsommere. Der er således ikke et helt præcist mål for, hvad der er alderssvarende sprog.
Du kan læse mere om, hvad dit barn forventes at kunne i pjecen "Dit 0-6 årige barns sproglige udvikling"
En lille gruppe af børn er så forsinkede i deres sprogudvikling, at de har behov for en fokuseret eller særlig indsats. Disse børn vil typisk være meget senere til at lære at sige ord og sætte ordene sammen i sætninger, men vil i nogen grad kunne gøre sig forståelige ved hjælp af lyde, gestik og mimik.